// PrÆmie 2011
Statens Kunstfonds Kunsthåndværk- og Designudvalg har tildelt Mariagerfjord
Kunstforening en præmiering på kr. 50.000.
Begrundelsen er:
Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design ønsker at præmiere Mariagerfjord
Kunstforening for deres store og entusiastiske indsats for formidling af dansk design og kunsthåndværk.
Kunstforeningen, der arrangerer sine udstillinger på Kunstetagerne i centrum af Hobro, har de senere
år gennemført fremragende og oplysende udstillinger på et højt kunstnerisk niveau. Først med Møbelkunst
og design i 2007, så Unikakeramik – Form og idé i 2009, derefter Den skøre kunst, om glaskunst i 2010 –
og senest I tråd med tiden, udstillingen af nyere tekstilkunst i sommeren 2011. Store udstillinger, hvortil
kunstforeningen i alle tilfælde har entreret med professionelle kuratorer. Udstillingerne er alle glimrende
formidlet, ikke mindst i kraft af velredigerede og oplysende kataloger.
Alle udstillinger har været af museumskvalitet og Udvalget for Kunsthåndværk og Design håber med
denne præmiering både at have sagt tak for indsatsen og opmuntret til fortsat virksomhed.
Kunsthåndværk- og Designudvalget består i perioden 2011-2013 af
Peder Rasmussen (formand),
Hans Christian Asmussen og Katrine Borup. |