Hans Henrik Lerfeldt samlingen

Hans Henrik Lerfeldt blev kort efter fødslen i Århus 1946 adopteret af sognepræst Erik Lerfeldt og hustruen Kirsten født Wilkenschildt og bragt til Engen i hjertet af Hobro mellem Vesterfjord og Hobro Østerfjord. Engen og dens mennesker fortalte Hans Henrik om i nogle timer da jeg sidste gang besøgte ham på Østerbrogade yderst mod Hellerup.

På Engen boede han indtil 1958 hvor familien fik ham indlagt på Børnepsykiatrisk afdeling i Århus og kort efter blev han sendt til Himmelbjerggården ” de var temmelig tydeligt heavy overfor mig. Forklarede mig at der skam var noget i vejen med mig. Jeg var karakterafviger …. Jeg følte at det førte til at mine forældre skilte sig af med mig, at de simpelthen bare ikke ville have mig … jeg skulle afleveres tilbage til det offentlige”. To mennesker/familier på Engen havde Hans Henrik veneration for, Tømmerhandler Martin Schnoor og Nelly Sander. Familien Schnoor som forsvarede ham på trappen op til forældrenes hus mod udskældninger og beskyldninger, familien Sander der åbnede deres hjem så Engens børn kunne opleve det nye og første fjernsyn. I samtale og billedbogen fra 1985 med Christian Kampmann fortæller han om faderen ” Noget af det første jeg tegnede var illustrationer til Edgar Allan Poe. Jeg var dreng, og min far læste op efter middag. Jeg lå på gulvet og lyttede, og somme tider lavede jeg billeder imens. Han læste alle klassikerne op. Jules Verne, Lewis Carroll. Alice i Eventyrland gjorde et kæmpeindtryk på mig, det der med at der blev serveret en hel anden verden, en omvendt verden, hvor alting kunne ske. Det satte noget i gang”.

Fra HHL. var 11 og til hans 18 års fødselsdag var han på hjem efter hjem og mens han fra 1962 til 66 boede på Hvidborg i Hvidovre fulgte han et toårigt tegnekursus på Glyptoteket. 1964 blev han myndig. Uden økonomisk støtte af nogen art blev han optaget på Kunstakademiets Grafiske skole med lærere som Palle Nielsen, Holger J. Jensen og Søren Hjorth Nielsen. 1967 debuterede han på Charlottenborgs Forårsudstilling. I 1989 døde han 42 år gammel med et stort livsværk efterladt. Billeder som malerier og akvareller, billeder i alle de grafiske teknikker. Plakater vidt solgt, der iblandt hans portræt af den 80 årige Karen Blixen.

Der er mange bøger af og om ham. Christian Kampmanns billed- og samtale bog på Tiderne Skifter 1985 fører tæt til kunsten og manden. 1990 udsendtes ” En blå verden”, redigeret af Claus Clausen, i Gyldendals bogklubber. I 1990 havde Torben Skjødt Jensens film ” It is a Blue World” biografpremiere. Flere kunsthistorikere har analyseret Lerfeldts kunst og placering, men ingen så intenst som Jens Jørgen Thorsen i sine bøger ” Modernismen i dansk malerkunst” ,” Hans Henrik Lerfeldt havde tilknytning til Galerie Passepartout en kort periode i 70erne men han gik helt sine egne veje. Hans udgangspunkt var Wilhelm Freddies magiske periode, hvor virkeligheden og drømmen, kroppe og horisonter og hudløs angst smeltede sammen i latterens billedunivers. Hans Henrik begyndte med det grafiske – Akademiets grafiske skole. Kbh. 1965- 70 – med akvatintens silende halvmørke. Og ud af det mørke begyndte han så at trække silkeskinnende kroppe, de sorte strømpers, piskens, de spredte lårs, de svirrende insekters og de våde kussers liderlige luftkasteller. I fuld offentlig svinskhed – bagved et Goyaagtig slør af farvetonerne –skriger hans arbejder lystigt under piskesmældene fra den tabte dyd. Mens verden og billedet standser et magisk øjeblik før fluerne, den forvrængede mund og de opknappede bukser synker tilbage i den sivende skumring. Med sit mørke uforglemmelige galleri af forvredne kroppe fra Sigmund Freuds bagbutik og med sin skarpt tegnede vision, trækker Lerfeldt linjen tilbage til Marquis de Sade. Langt udover billedhorisonten for danske kunstnere. I Paris opstod mellem verdenskrigene de ” Forbandede Malere” (les peintres Maudits). Kunstnere som Soutine og Modigliani. De forbandede Maleres familie strækker sig gennem historien. Medlemmerne er får. Men de er alle sammen enestående. Lerfeldt er ingen undtagelse.”