DANSK GOBELINKUNST - 25 års jubilæumsudstilling

24. juni 2023 - 23. september 2023

Udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst markerer sit 25-års jubilæum med en stor udstilling i Kunstetagerne. Gruppen blev dannet i 1998 i protest mod, at to franske gobelinvæverier stod for vævningen af Bjørn Nørgaards 17 gobeliner, skabt i anledning af Dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990. Gruppen ville vise og viser fortsat, at også den danske gobelinkunst tæller en række fremragende, internationalt anerkendte vævere.

 

Medlemmer er Ane Henriksen, Anet Brusgaard, Anette Blæsbjerg Ørom, Ann Sloth, Anne Bjørn, Anne Marie Egemose, Annette Graae, Berthe Forchhammer, Charlotte Schrøder, Elisabeth Ryde, Hanne Skyum, Helle Baslund, Jette Thyssen, Kari Guddal, Margrethe Agger, Nanna Hertoft og Sanne Ransby.

 

Der vises nye og ikke tidligere udstillede gobeliner, som udtryksmæssigt spænder fra den vævede billedfortælling til eksperimenterende skulpturer i tre dimensioner og fra det naturefterlignende til den rene abstraktion. 

 

Udstillingen er støttet af Sparekassen Danmark Fonden Hobro, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1967, Grosserer L. F. Foghts Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

 

 

 

 

Billede: Margrethe Agger, Blomstersang. 2023, uld, 122x150 cm. (detalje)